Antenna

To nye udgivelser fra det lille, men ganske kvalitetsbevidste, tyske selskab Cyclone Empire. Denne gang byder mestendels svenske Demiurg, og finske Gloria Morti op til dans med et par ekstreme, men også ganske melodiske metal udspil.

Demiurg består af hyperaktive Rogge Johansson (Paganizer, Bone Gnawer, The Grotesquery, Ribspreader, The 11th Hour), Dan Swanö (ex-Edge Of Sanity, ex-Bloodbath, Nightingale), Johan Berglund (This Haven) og Ed Warby (ex-Gorefest, The 11th Hour, Hail Of Bullets) og Slakthus Gamlebyer 3. udgivelse fra disse erfarne herrer. Jeg har efterhånden ikke tal på Rogge Johanssons projekter, et hurtigt kig på nettet giver over 15 bands, hvor han er hovedmand eller har medvirket, ganske imponerende, og faktisk holder de fleste af mandens udgivelser vand. Især The Grotesquery og Bone Gnawer, hvor Kam Lee (Massacre) leverede tekster og growl, bør enhver death metal freak tjekke ud. Men videre med Demiurg, inden det bliver ren namedropping.

Jeg havde set meget frem til forrige års The Hate Chamber, men var faktisk en anelse skuffet medlemmerne taget i betragtning. Der manglede lige det ekstra punch, som jeg havde sat næsen op efter, så derfor var der mere skepsis i mit sind da nærværende udgivelse nåede frem til mine ører.

Slakthus Gamlebybyder både på tung, simpel death metal, og så mere melodiske, symfoniske indslag med masser af keyboards. Edge of Sanity’s interessante, men svært tilgængelige, Crimsonudgivelser er en nærliggende reference, men med en langt mere brutal og groovy bund i musikken. Der er en masse afveksling i musikken, hvilket de meget varierede vokaler også medvirker stærkt til. Rogge leverer de dybe growls, Pär Johansson (Satariel) står for både ren og mere skrigende sang, mens Marjan Welman (Autumn) står for den kvindelige skønsang. Hvorfor Dan Swanö ikke leverer vokal må stå hen i det uvisse, hans kvaliteter er jo uomtvistelige, men han sætter dog sit tydelige aftryk med sine velkendte melodistykker på både keyboard og guitar.

Der lægges ud med den fængende “Life is a Coma,” der byder på et meget melodisk mellemstyke, hvor der nærmest går goth metal i den, men de tunge guitarer tager hurtigt over igen. Der er et meget ambitiøst præg over albummet, hvor alle de forskellige elementer forsøges implementeret uden, at den råde tråd går tabt. Et nummer som “Travellers of the Vortex” er nærmest doom, mens næste skæring “The Cold Hand of Death” forener tung death metal med progressive keyboards, og sådan veksler Slakthus Gamlebyså man aldrig ved, hvad der venter rundt om hjørnet.

Fungerer det så, dette kludetæppe af forskellige stilarter? Jeg må indrømme, at jeg har været meget i tvivl om denne udgivelse. På sin vis bliver den aldrig kedelig, men der er flere elementer jeg godt kunne have været foruden. De gotiske indslag, hvor Marjan medvirker, bliver for pussenussede for min smag, og så bryder jeg mig ikke så meget om de meget fremtrædende keyboards. Som på ovennævnte Edge Of Sanity udgivelser går der lidt for meget prog rock i disse keyboard-temaer. Hvad der derimod fungerer for Demiurg, er podningen af brutalitet og melodi i guitarstykkerne, nøjagtig som Edge Of Sanity og Hypocrisy excellerede i på deres mellemperiode udspil. Samlet giver det et yderst interessant resultat, hvor de forskellige ingredienser dog giver en ret, der kan være svær at sluge helt uden forbehold. Til gengæld er det også en ret, der giver smag på mere, hvilket er mere end man kan sige om de fleste af årets udgivelser

Gloria Morti er en finsk kvintet, der med Anthems of Annihilationleverer deres 3. album, og dermed ryger i den kategori af bands, man bør kunne forvente en vis portion selvstændighed, og originalitet fra. Gloria Morti startede ud for 11 år siden med en thrashet lyd, der siden er blevet modificeret til en noget mere heftig omgang black inspireret, symfonisk death metal.

Konceptet på albummet, er menneskehedens stupiditet i al den stund, vi forsøger at bekæmpe vores problemer med at bombe hinanden tilbage til stenalderen. Coveret, med dets post-apokalyptiske sci-fi gru, understøtter dette koncept, og hvis man ikke lige har fanget hensigten, er diverse samples, med bl.a. George Bush og marcherende soldater, med til at banke det på plads for den mest tungnemme. Ikke det mest originale koncept, men dog et koncept, der bliver fuldt fint til dørs af musikken.

Hvor Demiurg lader guitarerne tage sig af de fleste melodistykker, hælder Gloria Morti mere til at lade keyboards og synths tage teten på dette område. Musikken er ganske brutal med aggressive trommer og guitarer, der bliver virkelig spillet med musklerne i en ganske vellykket, klar produktion. Nøjagtig som med Necronomicon, som jeg anmeldte for nogle måneder siden, lader det til at Behemoth også har fundet vej til Gloria Morti’s medlemmer. Både visuelt og musikalsk. Dog er finnerne mere symfoniske med paralleller til Emperor og Dimmu Borgir i de storladne arrangementer.

Den selvstændighed jeg mener man bør kunne forvente af et efterhånden erfarent band, er lidt svær at få øje på. Selvom Anthems of Annihilationer velspillet, og ved første gennemlyt et positivt bekendtskab, giver gentagne afspilninger også lidt indtryk af, at det hele er hørt en del gange før. Podningen af brutalitet og pompøsitet er efterhånden en velafprøvet formel, der kan være enormt effektiv, men også har sine indbyggede begrænsninger i ekstrem metallisk kontekst. Med andre ord bliver man ikke ligefrem overrasket, når de pompøse synths dukker op de steder i musikken, hvor guitarer og trommer agerer andenviolin.

Anthems of Annihilationer lidt den bløde mellemvare man kan spendere tid og penge på, hvis man er til ovennævnte inspirationskilder. I min verden trækker uselvstændigheden en del ned i det samlede indtryk. Der er dog mange fine elementer, og man er ganske godt underholdt de 40 minutter pladen varer, men noget varigt eftermæle formår Gloria Morti ikke at sætte i mit sind. Det skal dog bliver spændende at følge gutterne fremover; kan de finde deres eget ståsted er de musikalske grundsten bestemt til stede.

Cyclone Empire holder niveau med disse to udgivelser og deres distribution er værd at tjekke ud. Her kan man finde spændende, eksklusive genudgivelser af gamle klassikere. Demiurg står tilbage som vinderen overfor Gloria Morti, da mange af deres idéer trods alt blev introduceret i death metal af medlemmerne selv i sin tid. Dan Swanö var en pioner og Edge Of Sanity var aldrig bange for at eksperimentere, for at finde deres egen niche. Denne pionerånd savner Gloria Morti.

Selv etablerede pladeselskaber kan ikke ramme plet hver gang. Det er de nyeste udgivelser fra Candlelight og Nuclear Blast glimrende eksempler på.

Tyske Equilibrium pepper deres bløde melodød op med indslag fra folkemusik og masser af bombastiske passager. Bandets tredje album med titlen Rekreaturer teknisk i orden, velproduceret – og ualmindelig kedeligt. Den samme kombination af halvtung og hurtig metal, melodisk guitar, svag growlende vokal og alt for dominerende keyboard gentages igen og igen og bliver mere og mere belastende efterhånden som det over en time lange album skrider frem.

Rekreaturer en fantasiløs og uinspirerende krydsning af In Flames, Nightwish og Skyclad og kan på ingen måde anbefales.

sdfsdf

Engelske Wodensthrone går andre veje på deres debutalbum, men ender desværre ud med et resultat som ikke er meget bedre end Rekreatur. Lossbyder på black metal af den atmosfæriske slags. Tempoet er højt igennem hovedparten af det 70 minutter (alt for) lange album, og keyboardet bruges flittigt, men er meget tilbagetrukket i lydbilledet.

Monoton og stemningsfuld black metal tiltaler mig ofte, men alligevel fænger Loss ikke. Den mildest talt tynde produktion bærer nok en stor del af skylden – en upoleret lyd passer fint til genren, men i dette tilfælde gør det at alt flyder sammen til en anonym masse.

Losser bedst når tempoet sænkes, hvilket sker med jævne mellemrum, men albummet imponerer ikke på noget tidspunkt. De hurtige passager formår sjældent at skabe den tiltænkte stemning og kan slet ikke holde min interesse i længere tid af gangen. 

All-star bands har der været masser af gennem tiderne, og oftest er man blevet skuffet, da de gode riffs og idéer med god grund er blevet gemt til fuldtids-bandet. Nogle projekter har lagt sig tæt op ad medlemmernes normale lyd og genre, men disse fritidsbeskæftigelser kan jo også kan bruges til at få luft for de musikalske eskapader, der ikke er plads eller brug for til daglig. Century Media har netop udgivet to plader, der vel med rette fortjener både all-star betegnelsen og i høj grad også opmærksomheden.

Insidious Disease blev dannet helt tilbage i 1994 af Silenoz og Jardar, men Shadowcaster første livstegn, udover en optræden på Wacken sidste år. Medlemmerne er blevet nøje udvalgt – det er altså ikke bare en tilfældig flok musikere, der lige havde tid til en tur i studiet. Det største trækplaster for mig er helt klart, at Marc Grewe er at finde bag mikrofonen. Morgoth bevægede sig væk fra death metal allerede efter debuten Cursed, et lidt overset mesterværk fra 1991, og Marcs vokal rettede sig ind efter den mere eksperimenterende musik på de efterfølgende udspil.

Med to black metal-guitarister, i øvrigt af den mere symfonisk anlagte slags, kunne man måske forvente en gang keyboard-inficeret metal på Shadowcast, men dette er rendyrket death metal, og tak for det. Resultatet er ganske enkelt fremragende. Dette udspil har ikke forladt mit anlæg, siden jeg fik det mellem hænderne, og efter utallige gennemlytninger er min initielle begejstring ikke blevet mindre. Tung, groovy, og samtidig aggressiv death metal, spillet med overblik og overlegen musikalitet; dette er bestemt ikke venstrehåndsarbejde, men lyder som en nødvendig ventil for alle de involverede.

Cover og booklet er lige så gennemført som musikken. Menneskelig fordærv, perversitet, forfald og de, der lever på livets skyggesider, bliver beskrevet eksplicit visuelt, meget kunstnerisk og helt i albummets ånd. Der er sammenhæng mellem teksterne og det visuelle udtryk, ikke nødvendigvis et must, men det er alligevel med til at skabe en perfekt symbiose, der endnu engang sætter en tyk streg under, at Insidious Disease mener dette seriøst.

Jeg er endnu engang nødt til at fremhæve Marc Grewe. Han er en af få death metal growlere, der tydeligt artikulerer samtidig med, at brutaliteten og aggressionen er intakt. Hvis Dave Vincent er kongen i denne disciplin, er Grewe kronprinsen. Det løfter Showdowcasthelt derop, hvor ordet klassiker kan komme på tale, når støvet har lagt sig en smule, og man kan kigge tilbage om nogle år med klart sind. Dette klarsyn er muligvis overskygget, når disse ord skrives, men ret skal være ret, og Insidious Disease har tromlet mig ned og sat mig i death metal ekstase.

Køber man den limiterede udgave af Shadowcast, får man to bonus numre med, hvoraf det ene er et cover af Deaths "Leprosy." Utvilvlsomt en stor inspirationskilde for især Morgoth på deres første EP’er, og en god pejling af, hvor Insidious Disease befinder sig musikalsk, selvom deres death metal naturligvis er lidt mere avanceret. Dette cover giver mig gåsehud. Marc synger det fremragende, og Chuck må sidde smilende, hvor han end befinder sig hinsides. En smuk gestus for en af genrens helt store personligheder.

Jeg kunne skrive side op og side ned om dette albums kvaliteter og dets fremragende numre. I stedet vil jeg bare opfordre alle death metal fans til at få fingrene i Shadowcasthurtigst muligt og selv opleve dette mesterværk. Det er nogen gange svært at beskrive kvalitet med ord, og derfor vil jeg hellere lade musikken tale for sig selv. Jeg vil dog love så meget, at ingen vil blive skuffede, hvis hjertet banker for old-school death metal. Så er det bare at folde hænderne og bede til, at det ikke er sidste gang, vi hører fra Insidious Disease.

Svenske Witchery startede med fynd og klem i slutningen af 90′erne; et tidspunkt, hvor det pludselig var blevet fedt at spille thrash igen, med ikke mindre end tre albums på tre år. Herefter har der været lidt længere mellem udgivelserne og Witchkrieger første udspil siden Don’t Fear The Reaperfra 2006. Det er jo heller ikke ligefrem bands på demo-stadiet, herrerne spiller i til daglig, og derfor er Witchery nok blevet skubbet lidt til side.

Hovedsangskriver og tekstforfatter er Jensen, der kan få plads til de idéer, der måske ikke passer ind i The Haunted, hvor specielt Björler-brødrene jo også tager deres tørn. Witchery er dog også noget mere brutalt end The Haunteds mere groovy, hardcore-inspirerede thrash. Albummet indeholder gæste-soloer fra så prominente navne som Kerry King (Slayer), Hank Sherman (Mercyful Fate), Gary Holt (Exodus), Lee Altus (Exodus), Andy LaRocque (King Diamond, Death) og Jim Durkin (Dark Angel). Det er der kommet mere eller mindre spændende indslag ud af, men mest af alt beskriver det vel meget godt, hvem Witcherys inspirationskilder er.

Mest interessant er dog indlemmelsen af Legion som forsanger. Han har jo tidligere gjort sig mest i den sorte metal, men han klarer opgaven med bravour. Han viser sig som en alsidig sanger, der fint retter sig ind, og tilføjer Witchery en infernalsk dimension, uden at bevæge sig over i black metal hvæsen. Det er en meget brutal omgang thrash, vi bliver trakteret med, masser af fængende riffs og temposkift, der hele tiden holder lytteren fanget. Det er aggressivt som bare fanden, men der er også masser af atmosfæriske stykker, hvor Legion får god plads til at tage teten. Tag bare den halvmelodiske "The God Who Fell from Earth," hvor Legion får lov at snerre, som den djævel, han er afbilledet som i coveret.

Hank Sherman og Andy LaRocque brillerer som de fremragende lead-guitarister, de nu engang er, mens de resterende gæstesolister leverer mere typiske thrash-soloer, og de må nøjes med at være et lille gimmick, som ikke tilføjer det helt store til det samlede billede. Numrene er dog også mere end rigelig stærke i sig selv og kan fint bære pladen uden hjælp udefra. Men forskellen mellem lead-guitarister, og guitarister, der spiller leads, er hermed understreget.

Teksterne er en blanding af halv-sataniske eder og besværgelser, iblandet lidt krig, død og ødelæggelse. Altså Slayer-territorium. Flirten med 2. Verdenskrig i det gennemførte cover, skal nok give problemer i Tyskland, men skal vist ikke tages for andet end Witcherys erobring af verden med et glimt i øjet.

Der er masser af gods i Witchkrieg. Numre som "Conqueror’s Return" og "From Dead to Worse" er yderst fængende bekendtskaber, hvor omkvædet sidder i hovedet længe efter pladen er færdig. Spilletiden er forholdsvis kort, men egentlig perfekt for den intense musik, og man kan jo altid vælge repeat-knappen, hvis man ikke har fået nok. Det er længe siden, jeg har hørt så aggressiv thrash. Det er dog altid forfriskende, og specielt Legion gør albummet rigtig interessant, da vokalen varierer en del mere end normal thrash-råben.

Både Insidious Disease og Witchery har meget mere at byde på, end bare deres all-star tilstedeværelse, der nok skal sikre dem omtale alene af den grund. Musikken taler sit tydelige sprog, og disse bands eksisterer ikke for at booste egoer, eller vise hvem der egentlig er den største stjerne til daglig. De er skabt som talerør for fremragende musik; det får vi i rigelige mængder på begge udgivelser, der stærkt kan anbefales.